Mejnerts – fra muld til mund på Lammefjorden

Efter at have drevet økologisk planteavl og mølleri ved Viskinge i flere år går familien Mejnertsen nu i gang med at producere økologisk grønt fra Lammefjorden

- Vi er kommet til Lammefjorden for at producere grøntsager og andre salgsafgrøder, der kan indgå i vores koncept fra muld til mund. Vi har et brand, som vi tror på, så selvfølgelig holder vi fast i, at jorden skal dyrkes økologisk. 

Sådan siger Niels Mejnertsen, som sammen med sin familie står bag brandet Mejnerts, bygget op om et økologisk mølleri på hovedejendommen i Viskinge. I marts 2017 gjorde de deres entré på Lammefjorden, da de købte Strandly af Karsten Andersen, som nu er førstemand på den gren af virksomheden.  

undefined
Familien Mejnertsen, fra venstre Kasper, Signe, Niels, Anne, Rie og Peter.

Udspringer af generationsskifte
At Mejnerts-brandet har fået en gren på Lammefjorden, hænger sammen med familiens overvejelser omkring generationsskifte. Anne og Niels Mejnertsen har fire børn, hvor sønnerne Peter og Kasper, der er uddannet henholdsvis markedsføringsøkonom og agrarøkonom, er med i virksomheden, mens døtrene Rie og Signe er fysioterapeut og studerende.

Niels: - Drengene var 26-27 år, da de var klar til være fast del af Mejnerts. Anne og Jeg startede selv som selvstændige midt i 20’erne og fandt det helt naturligt at give plads i vores virksomhed, hvis vores børn ville være med. Efter flere års planlægning gennem vores gårdråd øvede vi os på at arbejde sammen ved at opdele ledelsesansvaret i vores driftsgrene. Kasper overtog ansvaret for landbruget, Peter for møllen, mens jeg kunne fortsætte med at købe og afsætte økologisk brødkorn. 

Grøntsager bliver en del af konceptet
- Vi var nu også nået til, at vi ville kigge andre veje og udbygge vores koncept, fra muld til mund. Her kom grøntsager helt naturligt, og i takt med at muligheden for at overtage Karstens virksomhed blev en realitet, kunne vi komme godt i gang med en ejendom på Lammefjorden, hvilket vi så som en stor fordel, siger Niels.

- Med Strandly og Karstens enorme viden om grøntsager fandt vi et godt match til vores ambitioner, tilføjer Kasper. Medarbejderne her på stedet er specialister i grøntsager, og sammen med markteamet fra Viskinge har vi et stærkt set-up af maskinparken, der kan sikre rettidig omhu.

Lammefjorden er en økologisk udfordring
I alt beskæftiger Mejnerts cirka 20 mand, heraf tre fuldtids på Strandly, der blandt andet omfatter 4.000 kvadratmeter kølehus og faciliteter til at sortere og vaske grøntsager. Af de 1.400 ha, som Mejnerts driver, ligger godt 300 på Lammefjorden. Her er der i 2018 dyrket korn, kartofler og gulerødder.

Til marts er det to år siden, at Strandly blev købt. Og da loven kræver to års omlægning, betyder det, at afgrøderne i 2019 må betegnes økologiske.

undefined
Kasper tjekker planterne i en veletableret økologisk rugmark på Lammefjorden.

Under omlægningen har Lammefjorden vist sig at være en økologisk udfordring.

Kasper: - Vi havde godt fået at vide, at det kunne være en udfordring at drive økologisk planteavl på Lammefjorden grundet en stor pulje af ukrudtsfrø i jorden. Her er et stort ukrudts- og sygdomstryk, efter intensiv dyrkning af grøntsager.

- Vi bruger radrenser og ukrudtsbrænder til ukrudtsbekæmpelse, og for at eliminere sygdomme har vi på Lammefjorden et syvmarksskifte, hvor vi dyrker korn, bælgsæd og grøntsager. Vi arbejder med tre forskellige sædskifter alt efter, om vi er på fjorden, på sandjord eller på lerjord. Vi kommer fra en egn, der jo nærmest er et stenbrud, til stenfri jord her på fjorden. Alligevel er det kommet bag på os, hvor varieret jorden er her. 

- Generelt er det en fabelagtig jord, ikke bare til rodfrugter og kartofler, bemærker Niels. Sammen med det kolde og våde klima er den også velegnet til at dyrke brødkorn. Erfaringen fra de første år viser, at vi kan få op til 1,5% mere protein herude. Så på den måde passer jorden også fint ind i vores set-up. Man kan jo ikke dyrke grøntsager hele tiden.

undefined

Bakker op om lokale afsætningskanaler
Mens Mejnerts har et fuldt opbygget salgsapparat til produkterne fra mølleriet, bliver grøntsagerne fra Lammefjorden solgt gennem lokale virksomheder. Og det er der ingen planer om at ændre på her og nu.

- Vi bakker op om de lokale afsætningskanaler, siger Niels. Vi tilfører også produkter udefra. Hjemme i Viskinge har vi i de seneste år dyrket tidlige kartofler, og der har vi fra start fundet det oplagt at udnytte det fantastiske salgs- og distributionsapparat, som producenterne på Lammefjorden har bygget op.

undefined

BGB og certifikater er vejen frem
Han skynder sig at tilføje, at kartoflerne sælges som øko-kartofler og ikke lammefjordskartofler.

- Vi er fuldt bevidste om værdien af Lammefjorden som brand og bakker 100% op om initiativet med Beskyttet Geografisk Betegnelse på lammefjordsgulerødder og -kartofler. Vi ved, hvad en BGB kræver, for vi er selv certificeret efter FSSC 22000, som er en omfattende standard inden for fødevaresikkerhed. Derfor er vi vant til at arbejde med stramme regler og blive udsat for grundige audits. Det har vi brugt mange ressourcer på, siger Niels og fortsætter:

- Er det så umagen værd? Der er meget bøvl forbundet med det, men det giver kunder. Der findes ikke en fødevarevirksomhed, som vi ikke kan levere til. En ny kunde kan godkende os i løbet af en dag. Så standarder og certifikater er ikke noget, vi frygter. Tværtimod er det vejen frem, fordi det giver forbrugerne en sikkerhed om produktet.

Det er mere end pris, pris, pris
Når Mejnerts er slået ind på økologi, er det først og fremmest ud fra en miljømæssig holdning. Men det er også en måde til at slippe udenom de store dagligvarekæder, hvor indkøberne kun tænker pris, pris, pris. I dag afsættes det meste af produktionen til storkøkkener, hvor det er økonomaer og kokke, som står for indkøbene, som ikke kun fokuserer på pris, men på kvalitet og sundhed.  

- Økologiske gulerødder er en stor vare i Danmark, og kartofler bliver det også. Den økologiske trend stopper ikke, og det skal vi som producenter tage alvorligt. Derfor tror vi også, at vi kan skabe en god forretning på Lammefjorden. Og der vil helt sikkert også være attraktive muligheder for andre, som har mod på at gå samme vej. Men økologi kræver hårdt arbejde og langtidsplanlægning, påpeger Kasper.

Mejnerts er på Lammefjorden med den mission at medvirke til at udbrede den gode fødevare. Til det hører også at få fortalt den gode historie om produkterne, mener Niels: - Fjorden har sin historie, og vi producenter har hver vores historie. Kan vi forene det, kan vi gøre noget stort, tror jeg.

Se video med Niels, Kasper og Peter Mejnertsen

Fotos: P. Mejnertsen Foto + Ulrik Larsen Public Relations

(Udgivet 21. december 2018)

Kom Lammefjorden rundt med guide

Skoler, foreninger m.fl. er velkomne til at få arrangeret en udflugt. I skal selv sørge for bussen, så skal vi nok lægge ruten og sørge for en kyndig guide. Besøg blandt andet dæmningen og pumpestationen i Audebo og kom med rundt til producenter på fjorden.

 

Grøntsager fra Lammefjorden - smager bare bedre