Lammefjorden er altid på hjemmebane

Skrevet af

 

Lammefjordens Grøntsagslaug ser tilbage på et travlt år med bl.a. Grand Cru i udvidet format, succesfuld gæsteoptræden i Aarhus og fornyet støtte til Kræftens Bekæmpelse.

Mange frivillige kræfter arbejder, gennem Lammefjordens Grøntsagslaug, på at styrke kendskabet til produkterne fra Lammefjorden. Det sker lokalt, hvor lauget blandt andet står bag kåringen af årets Grand Cru gulerod og kartoffel. Men også på nationalt plan, hvor lauget er med på den store Food Festival i Aarhus hvert år, ligesom lauget nu for tredje år i træk har doneret et stort beløb til Kræftens Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne.

- Vi er sat i verden for at medvirke til en seriøs markedsføring af de mange produkter, der dyrkes på Lammefjorden, siger laugets formand, Hans Møller Olsen, Almegaard. Det gør vi blandt andet ved hvert år at stille op på Roskilde Dyrskue i forsommeren og på Food Festival i Aarhus i september. Begge steder er vores stand altid godt besøgt.

- Det kan godt være, at vi er på udebane i Aarhus, men det er vores produkter bestemt ikke. Vi får altid en rigtig god dialog med de mange gæster. Det er tydeligt, at de opfatter lammefjordsprodukterne positivt. Vi er lykkedes med at give vores produkter en identitet, der er forbundet med kvalitet, velsmag og gode, lokale fødevarer, siger Hans Møller Olsen.

 Flere med til at profilere området

Bestyrelsen og frivillige medlemmer har gennem årene brugt mange timer på at profilere Lammefjorden og produkterne fra den tidligere fjordbund. Formanden noterer med glæde, at andre kræfter i de sidste par år har været med til at trække læsset. Det gælder Nordisk Center for Lokale Fødevarer, som i 2016 dannede ramme Grand Cru-kåringen. I 2017 var det Geopark Odsherred/VisitOdsherred, som engagerede sig og var med til at udbrede konceptet, så Odsherred i oktober fik en Grand Cru uge. Også flere restauranter bakkede op med retter hvori Grand Cru-gulerødderne og kartoflerne indgik. Og finalisterne var med på torvedage og mødte stor interesse fra publikum.

- Geopark Odsherred/VisitOdsherred gjorde en fremragende indsats, både med at planlægge og gennemføre Grand Cru-ugen. Til selve Grand Cru-kåringen i Asnæs formåede vi at samle 200 deltagere og fik en flot mediedækning. Vi er dybt taknemmelige for, at først Nordisk Center for Lokale Fødevarer og nu Geopark Odsherred/VisitOdsherred er med til at bringe den gode historie så bredt ud. Vi har i mange år ønsket at få flere aktører involveret i at profilere Lammefjorden som noget unikt, både hvad angår naturen og fødevarerne. Jeg ser frem til, at vi også i 2018 har Geoparken med på banen, siger Hans Møller Olsen.

Besøgsmark er et hit

På endnu en front har Lammefjordens Grøntsagslaug og Geopark Odsherred/VisitOdsherred i 2017 indledt et samarbejde. Det er besøgsmarken ved Fårevejle, som blev indviet i sommer, og hvor masser af gæster – skoleklasser, fastboende og sommerhusgæster – siden har kigget forbi for at se og smage afgrøderne og høre historien om inddæmningen af Lammefjorden, fortalt af frivillige fra Lammefjordens Grøntsagslaug.

- Det er meget værdifuldt, at vores kolleger med denne storytelling også styrker kendskabet til Lammefjorden. Vi har jo i bund og grund en ganske enestående fortælling om, hvordan vores forfædre løste en nærmest ubegribelig opgave med at tørlægge og siden opdyrke fjorden, bemærker Hans Møller Olsen.

Næsten 300.000 Støt Brysterne-poser solgt

Igen i 2017 var Lammefjordens Grøntsagslaug en af de knap 20 samarbejdspartnere i Kræftens Bekæmpelses kampagne ’Støt Brysterne’. Det var tredje år i træk, at gulerodsvaskerier og kartoffelpakkerier på Lammefjorden pakkede gulerødder og kartofler i de særlige Støt Brysterne poser. - I løbet af kampagnen blev der solgt over 295.000 poser. Kræftens Bekæmpelse har takket os for det flotte resultat. Den tak vil jeg lade gå videre til alle de forbrugere landet over, som så flot har bakket op og gjort det muligt for os igen at donere en ganske stor sum til forskning i brystkræft, siger Hans Møller Olsen, som gerne ser samarbejdet fortsætte i 2018.