Turistpris til besøgsmarken på Lammefjorden

Besøgsmarken på Lammefjorden, som Geopark Odsherred har etableret og driver i samarbejde med Lammefjordens Grøntsagslaug, modtog onsdag Årets Turistpris 2019 fra Odsherreds Turistforening.

Geoparken og arbejdsgruppen bag besøgsmarken fik prisen på turistforeningens generalforsamling. Her oplyste formand Stig Løcke, at prisen er uddelt siden 1949, altså 70 år i træk.

En vigtig formidling
I sin tale til prismodtagerne sagde Stig Løcke blandt andet: - Vi ønsker at anerkende jeres fine og store arbejde med at synliggøre måske et af Geoparkens mest markante og betydningsfulde landskaber og ikke mindst de produkter, der frembringes i Lammefjorden, som ligger smukt med sin store, plane flade markant indrammet af randmorænen. Et meget synligt fortidsmøde med Geoparkens oprindelse og et nutidsmøde med råvarerne, som frembringes i den frugtbare jord efter udtørringen af fjorden.

- Jeres præsentation og fine iscenesættelse af række på række af de mange forskellige grøntsager viser Geoparken og Lammefjordens betydning for de livsbetingelser, som landskabet har givet naturen, bosætningen og livet siden istiden. Formidlingen af dette er af overordentlig stor betydning for forståelsen af vores kulturhistorie og fremtidige muligheder i pagt med landskab og klima. Dette er Geoparkens virkelige fortælling.

Et fyrtårn på gastronomiens landkort
- Odsherred er kendt for landskab, kulturhistorie, kunst og råvarer, ikke mindst som leverandør af gode råvarer fra Lammefjorden til landets gourmetrestauranter. Dygtige grøntsagsavlere har gjort Lammefjorden til et af fyrtårnene på gastronomiens landkort.

- Besøgsmarken er et Geoparken Odsherred projekt, som i høj grad er lokalt forankret med deltagelse af dygtige, frivillige ildsjæle fra lokalområdet, sagde formanden for turistforeningen.

På billedet ses Stig Løcke (til højre) sammen med nogle af ildsjælene (fra venstre): Ernst Jensen, Kim Enemark, Vagn Slott Andersen, Arne Andersen, Anders Biltoft Kristensen og Helle Nordgaard fra Geopark Odsherred. Desuden indgår Søren Sixhøj i arbejdsgruppen.

(Udgivet 24. april 2019)