Bedre sent....
Tilføjet af Stine Anker , Mandag den 19. juli 2010, klokken 11:48:19
Endelig kommer der en opskrift fra Dyrskuet 2010! Der vil også fremover komme nogle nye opskrifter derfra:
Chili Glaseret Gulerod med Mynte Peber Knas
Tilbehør til 4 personer
1 kg gulerødder
25 g smør eller en lille spiseske
4 laurbærblade
1 fed hvidløg
1 lille chili skåret i skiver – eller ½ tsk tørret chiliflager
1 ½ tsk salt
4 dl appelsinjuice
2 tsk flydende honning
Drys:
20 g ristede mandler finthakkede
2 tsk hel rosapeber
5 g plukkede mynteblade skåret i strimler
Skræl og skyl gulerødderne og skær dem i 5 cm lange stykker – evt. på skrå.
Sæt sauterpande over med smør og lad det smelte ved mellem varme. Vend laurbærblade, presset hvidløg og chili i smørret og lad det bruse op.
Tilsæt gulerødder og salt, og vend godt rundt i 1 minut.
Tilsæt appelsinjuice og honning og læg låg på i 5 min. Tag låget af og lad gulerødder og juice dampe ind til der ikke er mere væske tilbage og gulerødderne skinner af glasering.
Det tager gerne 10 min. Rist mandler på tør pande – de skal ikke tage farve, blot dufte lidt og blive sprøde. Hak mandlerne fint sammen med rosa peber.
Skyl mynte og lad den tørre. Skær mynten i tynde strimler. Vend det hele sammen og lad det stå klar til gulerødderne er færdige.
Vend de glaserede gulerødder ud på et fad og top med mandel, mynte og peberblanding.
Server til al slags mad, som trænger til et pikant, sprødt og farverigt pift.
Tip! Hvis du ikke bryder dig om chili, så undlad det i retten.
