<h1>Teater: Hvad nu hvis Lammefjorden blev sat under vand igen</h1>

Teater: Hvad nu hvis Lammefjorden blev sat under vand igen

Odsherred Teater sætter klimadebatten i spil i ny forestilling med premiere 24. april 2024.

Lammefjorden sat under vand igen. Det er scenen for Odsherred Teaters kommende forestilling "Dæmningen - det tabte land". Den har premiere onsdag den 24. april og spiller derefter tre gange om ugen frem til lørdag den 11. maj.

Handlingen udspiller sig i en fremtid, hvor et EU-projekt udløser et ramaskrig fra de lokale, ikke mindst landmændene. Hele Lammefjorden skal nemlig genetableres og deres ejendomme oversvømmes.

Hvem vinder, hvem taber

I dette drama spejles nutiden i fortiden. Publikum møder et væld af karakterer, fra nutidens landmænd over klimaterrorister og visionære embedsmænd til fortidens fiskere, fattige nybyggere og kapitalstærke investorer med appetit på mere jord. Hvem overlever, og hvordan bliver vi enige om fremtidens retning i en mere og mere kompleks verden, hvor der ikke er noget quickfix?

Et stykke lokalhistorie

Stykket er skrevet af Mei Oulund, som selv er en af de fire medvirkende. Instruktør er Leiv Arne Kjøllmosen, chef for Odsherred Teater. Om baggrunden for forestillingen siger han:

- Vi har i anledning af 150 året for Lammefjordens inddæmning kastet os over et stykke storslået lokalhistorie, hvor man virkelig kan mærke historiens vingesus. Inddæmningen var et af datidens største ingeniørbedrifter, et kæmpeprojekt – dristigt og fremsynet. Den fik enorm betydning for området, der efterfølgende fik tilnavnet 'Danmarks køkkenhave' på grund af den frugtbare landbrugsjord på den afvandede havbund.

En relevant forestilling

Mei Oulund fortæller, at hun i sin research har talt med mange lokale om Lammefjordens historie og betydning. 

- Jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kunne gøre et emne som landbrug og klima til vedkommende teater og ikke en kronik. Min metode er research, og jo mere du zoomer ind lokalt og ind i det enkelte menneske, jo mere relevant bliver det; forhåbentligt også for folk fra andre egne af Danmark, siger Mei Oulund.

Researchen er mundet ud i en cirka to timer lang forestilling. Mei Oulund pointerer, at det er ren fiktion, og at hendes ønske er at give publikum en oplevelse, der stiller spørgsmål i stedet for at komme med svar. 

Foruden Mei Oulund medvirker skuespillerne Henrik Ipsen, Jesper Riefenstahl og Ane Stensgaard Juul. Scenegrafien står Laura Rasmussen for - det bliver noget med mudder på gulvet, kan vi røbe...

Billetter til forestillingen kan bestilles på Odsherred Teaters hjemmeside.

Om Odsherred Teater
Odsherred Teater er et professionelt producerende egnsteater i Odsherred og Kalundborg kommuner. De producerer selv to professionelle forestillinger om året. Derudover huser de Odsherred Sommerrevy og er ramme om en lang række andre aktiviteter, blandt andet forestillinger i Teaterforeningen Teater og Musik Odsherred, børneteater, stand-up og musik. 


Plakatfotoet for Odsherred Teaters "Dæmningen - det tabte land". Foto: Lars Wahl.